Jakob Axels drøm

Han beskriver sin drøm i en stor kronik i Berlingske Tidende og fastslår, at alle forudsætningerne er til stede for at udvikle Øresundsregionen til en succesfuld pendant til Californiens IT-klynge Silicon Valley. Det er bare om at komme i gang, skriver han. Samtidig erkender han, at der er lang vej endnu.
Jakob Axel Nielsen har ret. Både i at Øresundsregionen kan blive en dynamo inden for life science, og i at potentialet i dag langt fra er udnyttet.
Men hvorfor er potentialet så endnu ikke udnyttet?
Ja, én af grundene illustrerer Jakob Axel Nielsen fint med sin kronik, nemlig masser politiske hensigtserklæringer og velvilje, men desværre ikke så mange konkrete tiltag, der kan støtte udviklingen i regionen.
Der findes en række essentielle indsatsområder, og selv om erhvervsliv og universiteter naturligvis også skal levere varen, så er det politikerne som skal sørge for, at de rigtige rammer og vækstbetingelser er til stede.
Noget af det vigtigste er adgang til finansiering til nye virksomheder. Selvom der er et udbygget net af investeringskilder, lider alt for mange virksomheder en langsom kvælningsdød eller kommer aldrig for alvor i gang, fordi de ikke kan få den nødvendige kapital. Manglen på risikovillig kapital har – specielt i de senere år – gjort livet svært for unge virksomheder. Gå-på-mod og gode ideer er bare ikke nok. Naturligvis er der den offentlige Vækstfond, men dens midler er begrænsede og langt fra en tilstrækkelig mulighed for alle lovende biotekvirksomheder.
Der er også hele spørgsmålet, om hvorvidt vi herhjemme er ambitiøse nok i forhold til at uddannelse af det vigtigste brændstof i den innovative biotekindustri, nemlig de skarpe og krøllede hjerner.
Regeringen mener, at den med bl.a. Globaliseringspuljen har sat tilstrækkeligt fut i universiteterne – både mht. uddannelse og forskning. Men ser man på de danske investeringer i internationalt målestok, forekommer det ikke indlysende, at de offentlige investeringer står mål med ambitionerne. Universiteterne skærer ned på bl.a. naturvidenskab på trods af, at det er en afgørende forudsætning, at Danmark kan holde på talentfulde forskere.
Det er også afgørende, at biotek- og medicinalvirksomheder har optimale muligheder for at tæt samarbejde med hospitalerne, når de skal afprøve deres nye produkter. Her har Danmark tidligere haft en styrkeposition, men i de senere år er det gået den forkerte vej. Den kliniske forskning lægges i andre lande, som kan tilbyde bedre vilkår.
En arbejdsgruppe i regi af Det Nationale Samarbejdsforum for Sundhedsforskning – nedsat af Sundhedsministeren – er ved at være klar med en rapport, der skal analysere status og muligheder for forbedringer af rammerne for den kliniske forskning herhjemme.  Man må håbe, at rapporten kommer med håndfaste anbefalinger, og at der vil blive sat politisk handling bagved. I bl.a. Sverige har man for længst taget bestik af udviklingen og har allerede sat penge af til tiltag, som skal vende udviklingen.
Man kan sagtens vælge at anlægge et optimistisk syn på Øresundsregionen – der er ganske rigtigt få steder i verden, som kan matche regionens 11 universiteter, 150.000 studerende og den store koncentration af innovative medicin- og biotekselskaber. Derfor vil det være synd og skam, hvis Medicon Valley blot forbliver en drøm.

Jakob Axel Nielsen siger det selv i kronikken, og i Pharmadanmark kunne vi ikke være mere enige:
»Hvis de mange potentialer i Medicon Valley skal indfries, kræver det politisk vilje.«
Og der har allerede været rigtigt mange år til at lade vilje følge af handling.