20. jan 2012, 11:00

Kommissoriet for modernisering af apotekssektoren er offentliggjort

En arbejdsgruppe skal analysere apotekerne og komme med bud på, hvordan sektoren kan moderniseres. Nu er kommissoriet for undersøgelsen offentliggjort. Pharmadanmark havde håbet på, at kommissoriet havde haft et større fokus på, hvordan man udnytter de faglige ressourcer på apotekerne – til gavn for patienter og samfund.

»Vi fandt det meget positivt, at den nye regering meldte ud, at målet med kommissionens arbejde ikke nødvendigvis skulle være liberalisering, men derimod modernisering. Det virkede også som om, at den nye regering anerkendte nødvendigheden af et fagligt funderet apoteksvæsen. Men ser man på kommissoriet, må man desværre konstatere, at kroner og øre fortsat synes at skulle være det styrende for arbejdet. Der mangler simpelthen faglige ambitioner – en entydig understregning af, at udgangspunktet for det danske apoteksvæsen er, at det skal være andet og mere end en effektiv distributionscentral for medicin,« siger Ole Holm Iversen, næstformand i Pharmadanmark.

Han peger på, at medlemmerne af arbejdsgruppen bag kommissoriet tæller repræsentanter fra Erhvervs- og Vækstministeriet, Finansministeriet og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, men ingen apotekere, apoteksansatte eller patientorganisationer. »Det bekræfter indtrykket af, hvor fokusset ligger. Men vi håber og forventer naturligvis alligevel, at arbejdsgruppen også vil inddrage relevante sundheds- og patientfaglige betragtninger i sit arbejde.«

Ole Holm Iversen slutter:

»Vi anerkender til fulde, at arbejdsgruppen nødvendigvis må analysere, om det danske apoteksvæsen økonomisk set er rationelt – ikke mindst i lyset af den anspændte økonomiske situation. Men det ændrer ikke ved, at der på apoteket er en uudnyttet faglig ressource, som samfundet bør gøre brug af til bl.a. at løse problemer med fejlmedicinering og andre sundhedsrelaterede opgaver.«

Læs mere her: http://www.sum.dk/Aktuelt/Nyheder/Medicin/2012/Januar/Kommissorium-modernisering-af-apotekersektoren.aspx