Medicinsk udstyr er en bred betegnelse for over en halv million forskellige produkter, bl.a. diagnostisk udstyr i laboratoriet, hjælpemidler til handicappede og mekaniske midler til indoperering i kroppen. Til forskel fra lægemidler optages medicinsk udstyr ikke i kroppen og har ikke en farmakologisk virkning. Medicinsk udstyr skal ikke godkendes på samme måder som lægemidler, men ved udstyr med højere risiko skal et bemyndiget organ gennemgå dokumentationen.
I december 2009 kritiserede professor Gunnar Lose m.fl. godkendelsen af specielt gynækologiske implantater i en artikel i Ugeskrift for Læger. Artiklen beskriver, hvordan implantaterne i praksis godkendes, og hvordan sikkerheden overvåges. Gunnar Lose konkluderer – på baggrund af antallet af komplikationer – at myndighederne ikke har et tilstrækkeligt overblik over sikkerheden ved medicinsk udstyr.
Kom og hør Søren Bøgestrand fra Dansk Standard, som bl.a. auditerer producenter af medicinsk udstyr, fortælle om medicinsk udstyr, og om hvordan systemet fungerer i dag. Efterfølgende vil Gunnar Lose fortælle om sine erfaringer med medicinsk udstyr og med systemet, som skal overvåge sikkerheden.
Pharmadanmark vil være vært for lidt mad og drikke.
Du behøver ikke være medlem af Pharmadanmark eller et netværk for at deltage i dette møde. Mødet er åbent for alle.
