Foreningens opbygning og ledelse
Kapitel 3: Repræsentantskab, hovedbestyrelse og sektioner. Hvem kan vælges og hvordan.
§ 12
Foreningens formål varetages af
- repræsentantskabet
- hovedbestyrelsen
- sektioner/kredse
Repræsentantskabet
§ 13
Repræsentantskabet er foreningens øverste myndighed i foreningsanliggender.
Stk. 2. Repræsentantskabet består af medlemmerne af hovedbestyrelsen og et antal repræsentanter for de sektioner, der repræsenterer foreningens aktive medlemmer, nævnt i bilag 1, samt tre repræsentanter udpeget af studenternetværket.
Stk. 3. Fordelingen mellem sektionerne sker forholdsmæssigt med udgangspunkt i sektionernes medlemstal pr. 1. januar.
Stk. 4. Sektionernes repræsentantskabspladser fordeles forholdsmæssigt mellem sektionernes eventuelle kredse, dog således, at hver kreds er sikret en plads.
Stk. 5. Valg af repræsentantskabsmedlemmer inden for sektioner og kredse sker efter reglerne fastsat i bilag 1 § 3 stk. 6. Til repræsentantskabets plenum har foreningens medlemmer samt andre, hvis tilstedeværelse ønskes af hovedbestyrelsen, adgang. Ethvert af foreningens medlemmer har taleret i plenum.
§ 14
Ordinært repræsentantskabsmøde afholdes hvert år i oktober/november måned. Herudover afholdes repræsentantskabsmøde, når repræsentantskabet selv eller hovedbestyrelsen finder det nødvendigt.
Stk. 2. Repræsentantskabsmøde skal afholdes, såfremt en sektionsbestyrelse eller 25 procent af repræsentantskabets medlemmer uden for et møde stiller krav om det, eller når motiveret begæring derom underskrevet af mindst 60 medlemmer indsendes til hovedbestyrelsen.
Stk. 3. Det ordinære repræsentantskabsmøde indkaldes af hovedbestyrelsen med 6 ugers varsel.
Stk. 4. Ekstraordinære repræsentantskabsmøder indkaldes af hovedbestyrelsen med mindst 1 uges varsel med angivelse af dagsorden.
Stk. 5. Forslag, der af medlemmer ønskes behandlet på det ordinære repræsentantskabsmøde, skal være foreningens sekretariat i hænde senest den 15. september. For at et forslag kan nyde fremme, skal forslagsstilleren eller en anden tilstedeværende på repræsentantskabsmødet have bemyndigelse til evt. at trække forslaget tilbage.
§ 15
Dagsordenen for det ordinære repræsentantskabsmøde skal indeholde følgende:
- Valg af dirigent(er)
- Vedtagelse af forretningsorden og tidsplan for repræsentantskabsmødet
- Bestyrelsens beretning
- Forelæggelse af regnskab
- Behandling af indstillinger og forslag
- Forelæggelse af budget og fastsættelse af kontingenter for det følgende kalenderår
- Valg af formand
- Valg af 2 parlamentariske revisorer og 1 suppleant herfor
- Øvrige valg
- Fastlæggelse af det samlede antal sektionsrepræsentanter til repræsentantskabet for den følgende repræsentantskabsperiode
- Fastsættelse af tid og sted for næste ordinære repræsentantskabsmøde
- Eventuelt
Stk. 2. Beslutninger i repræsentantskabet tages ved almindelig stemmeflerhed blandt repræsentantskabets medlemmer. Afstemninger foregår mundtligt eller ved håndsoprækning med mindre 1/6 eller flere af repræsentanterne kræver skriftlig afstemning. Vedtagelse af ændringer i lovene følger dog § 37. Valg af formand skal, når der er opstillet mere end én kandidat, ske ved urafstemning
Stk. 3. Repræsentantskabet fastlægger i sin forretningsorden de nærmere vilkår for opstilling af kandidater til valg, frister for udsendelse af materiale til repræsentantskabet samt dirigentens(rnes) vilkår.
Stk. 4. Kandidater til formandsvalget skal være medlem af den i følge § 17 stk. 2 valgte hovedbestyrelse.
Stk. 5. Udtræder formanden af sit hverv inden for en valgperiode, træder næstformanden i dennes sted, indtil ny formand er valgt. Formanden udtræder tillige af hovedbestyrelsen. Hovedbestyrelsen vælger af sin midte samtidig ny næstformand. Ved førstkommende repræsentantskabsmøde afholdes valg af formand.
Stk. 6. Valg sker efter stemmetal. Ved stemmelighed afgøres valg ved lodtrækning. Er der til et valg kun opstillet det nødvendige antal kandidater, bortfalder valget, såfremt det forud er tilkendegivet, hvem der opstiller til suppleantposten. Ved andre valg end formandsvalget er den af de opstillede kandidater, der ikke bliver valgt, og som herefter har opnået højeste stemmetal, suppleant.
Stk. 7. Der optages referat af alle forslag og beslutninger i repræsentantskabets plenum. Referatet tilstilles repræsentantskabets medlemmer samt sektions- og kredsbestyrelser. Hovedbestyrelsen offentliggør en dækkende beretning af forhandlingerne på repræsentantskabsmødet tillige med ordlyden af vedtagne forslag og udtalelser m.v.
§ 16
Ethvert forslag behandlet på repræsentantskabsmødet kan af hovedbestyrelsen eller 1/3 af repræsentantskabets medlemmer bringes til urafstemning blandt foreningens aktive medlemmer.
Stk. 2. Beslutning om foreningens fusion eller fission skal dog altid ske ved urafstemning.
Stk. 3. Urafstemningen foranstaltes snarest muligt efter at beslutning herom er taget. Afstemninger skal være afsluttet senest 5 uger efter, at beslutning om afstemning er truffet.
Hovedbestyrelsen
§ 17
Hovedbestyrelsen varetager den daglige politiske ledelse af foreningen og repræsenterer foreningen såvel indadtil som udadtil. Hovedbestyrelsen er bemyndiget til at træffe alle dispositioner vedrørende foreningens formue.
Stk. 2. Hovedbestyrelsen består af otte medlemmer. Syv af medlemmerne er valgt af og blandt medlemmerne i de sektioner, der repræsenterer aktive medlemmer, nævnt i bilag 1. Det ottende medlem er formanden. Bestyrelsen for de studerendes netværk har adgang til at udpege en observatør. Fordelingen af bestyrelsespladser mellem sektionerne fastlægges hvert år således, at hver sektion tildeles en plads i bestyrelsen, hvorefter de resterende pladser fordeles forholdsmæssigt mellem sektionerne efter sektionernes medlemstal pr. 1. januar.
Stk. 3. Formanden vælges efter reglerne i § 15. Valget gælder for to år. Formanden kan genvælges to gange.
Stk. 4. Hovedbestyrelsens øvrige medlemmer vælges ved direkte valg. Inden for hver sektion vælges på tilsvarende måde en 1. og 2. suppleant. Suppleanter indtræder dels ved længerevarende forfald, dels hvor et ordinært medlem vælges til formand.
Stk.5. Valg af øvrige bestyrelsesmedlemmer gælder for to år ad gangen. Suppleanter vælges for to år. Genvalg kan finde sted.
Stk. 6. Navnene på de medlemmer, der ønskes opstillet til valg, skal inden den 15. september skriftligt være indgivet til foreningens sekretariat af stillerne, hvoraf der fordres 6 fra den respektive sektion for hver foreslået kandidat.
Stk. 7. Valgene gennemføres ved hovedbestyrelsens foranstaltning inden den 15. oktober.
Stk. 8. Valgene sker efter stemmetal. Ved stemmelighed afgøres valget ved lodtrækning. Er der til et valg kun opstillet det nødvendige antal kandidater, bortfalder den skriftlige afstemning, såfremt det forud er tilkendegivet, hvem der opstiller til suppleantposten.
§ 18
Hovedbestyrelsen konstituerer sig på sit første møde og vælger af sin midte næstformanden. Den siddende bestyrelse fungerer, indtil formandsvalget er afsluttet.
Stk. 2. Hovedbestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
Stk. 3. Beslutninger tages med absolut flertal, selv om et eller flere medlemmer er fraværende eller udtrådt af hovedbestyrelsen. I tilfælde af stemmelighed er formandens eller i tilfælde af dennes forfald, næstformandens stemme udslagsgivende.
Stk. 4. Hovedbestyrelsen kan af sin midte nedsætte et forretningsudvalg.
Sektioner og kredse
§ 19
Foreningens medlemmer er, jf. det i § 5 nævnte bilag, tilknyttet sektioner, som helt eller delvis kan være opdelt i kredse, afgrænset geografisk eller efter arbejdsområde. Beslutninger om oprettelse af nye sektioner og/eller kredse eller forandringer i de beståendes omfang tages af repræsentantskabet.
Stk. 2. Sektionerne/kredsene har til formål at fremme et nøjere samvirke mellem foreningens organer og medlemmerne. Dette formål realiseres ved afholdelse af møder om faglige og almene spørgsmål af såvel lokal som fælles interesse inden for sektionerne/kredsene.
Stk. 3. Repræsentantskabet godkender vedtægter for sektioner og kredse.
Stk. 4. Til udbygning af det faglige samvirke blandt foreningens medlemmer kan der oprettes interessegrupper såvel inden for de enkelte sektioner som på tværs af disse. Nærmere retningslinier herfor fastsættes af hovedbestyrelsen.
Tegningsret
§ 20
Foreningen tegnes af formanden, næstformanden eller direktøren / sekretariatschefen, dog to i forening.
Stk.2. Ved køb og salg af fast ejendom kræves dog underskrift af mindst formanden og næstformanden samt yderligere 3 hovedbestyrelsesmedlemmer.
Stk. 3. Hovedbestyrelsen kan meddele særskilt prokura.
