Bilag 1

Sektioner og kredse under Pharmadanmark:

§ 1
Stk. 1. Som medlem af Pharmadanmark er man samtidig medlem af en af følgende sektioner/kredse:

Sektionen for apoteksansatte farmaceuter (Apotekssektionen)
Farmaceuter der er ansat eller søger ansættelse på et dansk apotek under overenskomst aftalt mellem Pharmadanmark og Danmarks Apotekerforening, samt medlemmer ansat i stillinger eller på områder som efter beslutning af repræsentantskabet henføres hertil.

Sektionen for offentligt ansatte
Medlemmer der er ansat eller søger ansættelse i det offentlige eller virksomheder ejet af det offentlige, samt medlemmer ansat i stillinger eller på områder som efter beslutning af repræsentantskabet henføres hertil.

Sektionen for privat ansatte (Privatsektionen)
Medlemmer der er ansat eller søger ansættelse i privat ejede virksomheder eller på områder, som efter beslutning på repræsentantskabet henføres hertil.

Sektionerne kan være helt eller delvist opdelt i kredse, afgrænset geografisk eller efter arbejdsområde.

Det enkelte medlem kan inden for den enkelte sektion søge en kreds- eller sektionsbestyrelses tilladelse til at tilslutte sig en kreds eller sektion, den pågældende af faglige, geografiske eller andre grunde finder bedst varetager den pågældendes interesser.

Beslutninger om oprettelse af nye kredse eller forandringer i de beståendes omfang tages af repræsentantskabet.

Studenternetværket
Medlemmer, der er indskrevet på et studium, der efter vedtægternes § 3 giver adgang til medlemskab af foreningen.

Et medlem af studenternetværket, der består afgangseksamen, overgår til aktivt medlemskab. Hovedbestyrelsen fastsætter de nærmere regler herfor.

Seniorer
Pensionerede medlemmer og medlemmer, der ikke længere står til rådighed for arbejdsmarkedet kan overgå til seniormedlemskab.

Passive
Andre medlemmer anses for passive medlemmer af foreningen, medmindre disse efter en beslutning af repræsentantskabet kan henføres til en sektion.

Repræsentantskabet kan beslutte at udnævne æresmedlemmer. Æresmedlemmer er kontingentfri.

Stk. 2. Sektionerne/kredsene har til formål at fremme en nøjere samvirken mellem foreningens organer og medlemmerne.

Sektioner

§ 2
En sektion ledes af en sektionsbestyrelse, Sektionernes vedtægter fastsættes af Repræsentantskabet efter indstilling fra den respektive sektion.

Stk. 2. Såfremt ikke andet er bestemt i vedtægterne for den enkelte sektion, består sektionsbestyrelsen af formændene for kredsene under sektionen.

Stk. 3. Sektionen vælger ved direkte valg blandt sektionens medlemmer repræsentanter til hovedbestyrelsen efter de almindelige retningslinier for valg i foreningen.

Stk. 4. Sektionsbestyrelserne konstituerer sig selv og fastsætter selv deres forretningsorden. I øvrige spørgsmål vedrørende sektionerne følges foreningens love.

Kredse

§ 3
For kredsene gælder yderligere følgende fællesvedtægter:

Kredsen omfatter medlemmer ansat på de arbejdssteder, som er eller fremtidigt måtte tilkomme, inden for den af repræsentantskabet fastlagte ramme for kredsen. Endvidere omfatter kredsen pensionerede og arbejdsledige medlemmer, der har opnået tilknytning, jf. tillige § 1 stk. 1.

Stk. 2. Kredsbestyrelsen har ledelsen af kredsens interne anliggender. Bestyrelsen består af formand, næstformand og kasserer samt indtil to øvrige medlemmer. Bestyrelsesmedlemmerne vælges for to år ad gangen, således at halvdelen af medlemmerne afgår hvert år.

Kredsbestyrelsen konstituerer sig umiddelbart efter valget med formand, næstformand og kasserer. Formanden, eller i dennes forfald, næstformanden respektive kassereren, repræsenterer kredsen i sektionsbestyrelsen og på temamøderne.

Stk. 3. Kredsen afholder hvert år et hovedmøde inden udgangen af april måned. Hovedmødet indkaldes af kredsbestyrelsen med tre ugers varsel ved bekendtgørelse i Foreningens medlemsblad.

Hovedmødet skal behandle følgende dagsorden (som minimum):

  1. Valg af dirigent.
  2. Formandens beretning.
  3. Kassererens fremlæggelse af det reviderede regnskab.
  4. Behandling af indkomne forslag.
  5. Valg af bestyrelsesmedlemmer og en suppleant.
  6. Valg af revisor og revisorsuppleant.
  7. Valg af repræsentantskabsmedlemmer og suppleanter herfor.
  8. Eventuelt.

Stk. 4. Forslag, der af medlemmerne ønskes behandlet på hovedmødet, skal være kredsformanden i hænde senest 14 dage før mødets afholdelse.

Stk. 5. Kredsbestyrelsen kan til vedtagelse på hovedmødet foreslå et kontingent til dækning af de af kredsens udgifter, der ikke kan afholdes inden for kredsens andel af kredsenes fællesfond. Kontingentet skal forelægges foreningens hovedbestyrelse og forslaget om særligt kredskontingent skal fremgå af indkaldelsen til hovedmøde.

Stk. 6. Navnene på de medlemmer, der ønskes opstillet til valg, skal forinden behandlingen af punkt 5 skriftligt være meddelt til dirigenten af stillerne, hvoraf der kræves seks for hver foreslået kandidat.

Valgene sker i rækkefølge efter stemmetal. Valghandlingen er skriftlig.

Den af de ikke-valgte blandt de opstillede kandidater, som har opnået det højeste stemmetal, er suppleant. Ved stemmelighed afgøres valget ved lodtrækning. Er der til et valg kun opstillet det nødvendige antal kandidater, bortfalder den skriftlige afstemning, såfremt det forud er tilkendegivet, hvem der opstiller til suppleantposten.

Revisor og revisorsuppleant kan ikke være medlem af eller suppleant til kredsbestyrelsen. Ved både formandens og næstformandens udtræden i en valgperiode skal der foretages nyvalg af kredsbestyrelse.

Stk. 7. Kredsen afholder i øvrigt møder, så ofte formanden, et flertal af bestyrelsen eller 10 procent af medlemmerne, dog mindst seks medlemmer, ønsker det. Kun medlemmer af kredsen har ret til at deltage i kredsens møder.

Stk.8. Repræsentantskabet godkender vedtægter for sektioner og kredse (jf. hovedvedtægterne § 19, stk.3)