19. nov 2009, 14:00

Uddannelsesfonden for Pharmadanmark - Hospital

Da Sygehusapotekskredsen og Sygehuslaboratoriekredsen blev slået sammen til Pharmadanmark - Hospital, blev de to kredses uddannelsesfonde også fusioneret. Den nye fond skal øge synligheden af det forsknings- og udviklingsarbejde, som medlemmer af Pharmadanmark - Hospital driver.

Kun Pharmadanmark - Hospitals medlemmer med kandidateksamen kan søge om støtte fra Uddannelsesfonden for Pharmadanmark - Hospital.

Som hovedregel udbetales der årligt støtte svarende til forrentningen af Uddannelsesfonden for Pharmadanmark - Hospitals formue. De årlige udbetalinger vil  ændre sig år for år afhængig af forrentningen af formuen samt størrelsen af evt. ekstra kredskontingenter og vil pt. være i størrelsesordenen 60.000 kr. årligt.

Der kan søges støtte til

  1. Individuelle kongresrejser og studierejser under forudsætning af aktiv deltagelse
  2. Tilskud til faglige studierejser for grupper af medlemmer af Pharmadanmark - Hospital
  3. Afholdelse af kurser for Pharmadanmark - Hospitals medlemmer
  4. Pharmadanmark – Hospitals kredsbestyrelse kan søge midler til uddeling af priser til kredsens medlemmer
  5. Pharmadanmark – Hospitals kredsbestyrelse kan søge midler i forbindelse med kredsens møder

Individuel støtte

Der ydes støtte til deltagelse i kongresser, symposier og lignende. Støtten er betinget af aktiv deltagelse, det vil sige præsentation af foredrag, poster, eller lignende. Der kan maksimalt tildeles kr. 10.000 i individuel støtte per ansøgning, men det typiske støttebeløb vil snarere være kr. 5.000. Man vil således sjældent kunne få dækket alle udgifter fra Uddannelsesfonden.

Kriterier for individuel støtte

Der ydes kun støtte til tilmeldingsgebyr, rejseomkostninger, opholdsudgifter. Der gives ikke tilskud til diæter eller forplejning udover den forplejning som måtte være indeholdt i tilmeldingsgebyret.
Støtten udbetales som refusion af afholdte udgifter mod indsendelse af originalbilag til sekretariatet.  

Fonden opererer ikke med karantæneperiode efter uddeling, men bestyrelsen kan prioritere i forhold til tidligere uddelinger. Da støttemidlerne er beskedne, opfordres kredsens medlemmer  til også at søge at opnå støtte fra andre kilder. Man skal gøre rede for de andre kilder man har søgt og evt. opnåede bidrag. Enhver støtte modtaget fra anden side modregnes i den udstrækning, den dækker de udgifter, Uddannelsesfonden for Pharmadanmark-Hospital giver tilskud til.

Vejledningen vil blive tilrettet løbende, hvis det viser sig nødvendigt, når der er opnået erfaring med antallet og typen af ansøgninger, samt de ansøgte beløbs størrelse. 
Du vil altid finde en opdateret vejledning på denne side.

Login for medlemmer

Fondsbesyrelsen

Fondsbestyrelsen valgt for to år på Hovedmødet 2009 er:

  • Elisabeth Thieden (formand)
  • Allan Schrøder (kasserer)
  • Trine Kart Sørensen 
  • Susanne Gjerlach (suppleant).

Ansøgningsfrister

Der er ansøgningsfrist til Uddannelsesfonden for Pharmadanmark – Hospital to gange årligt: 1. marts og 1. september.

Svar om tildeling eller afslag kan forventes inden 1. april henholdsvis 1. oktober.

Ansøgning

Du bedes benytte dette ansøgningsskema, hvis du vil søge fonden om støtte.

Ansøgningen skal fremsendes elektronisk. Det gælder såvel det underskrevne ansøgningsskema som den vedlagte dokumentation. Du skal sende din ansøgning til denne mailadresse

Vedtægter

Du kan hente vedtægterne for Uddannelsesfonden for Pharmadanmark - Hospital her