Udnyt Danmarks råstof maksimalt

Det er godt nyt, at flere og flere unge ønsker en videregående uddannelse, men det er selvsagt meget bekymrende, at så mange ikke får muligheden. Det er ikke bare synd for de unge, men også et potentielt stort problem for samfundet. Der er bred enighed om, at det skal der gøres noget ved, men af mange grunde også stor usikkerhed om, hvad der kan gøres.

I denne ene ende står Dansk Erhverv, der i en analyse viser, at det private og offentlige arbejdsmarked risikerer at mangle op i mod 6.000 kandidater i 2015 og godt 22.000 i 2025. Og et regneeksempel viser, at vi kan gå glip af 33 milliarder kroner i 2015 og helt op til 99 milliarder kroner i 2025.

Anbefalingerne herfra er klare: Vi skal sikre os, at Danmark har de højtuddannede, som skal til for sikre vækst og velstand. Der skal oprettes flere pladser på relevante uddannelser – først og fremmest naturvidenskab.

Ser man på, hvilke uddannelser der i år har afvist flest håbefulde ansøgere, så springer fag som psykologi, film- og medievidenskab, journalistik og antropologi i øjnene. Det er ikke nødvendigvis denne type højtudannede, som samfund og erhvervsliv efterspørger, og nogle af de humanistiske uddannelser er da også kendt for høj ledighed. Og der er bred enighed om, at man ikke skal skabe et stort proletariat af mennesker med uddannelser, som der reelt ikke er behov for.

Derfor er det nærliggende, at afviste unge skal kanaliseres over til de uddannelser, som der umiddelbart er afsætning for, herunder tekniske og naturvidenskabelige områder. Men det er lettere sagt end gjort, for ikke alle har hverken evner eller interesse for matematik, teknik og naturvidenskab. Derfor er det grundlæggende meget svært at jage folk med interesse for fx humaniora over til disse fag. Og hvis det lykkes, bliver det så de bedste kandidater, der kommer ud af det?

Det er et velkendt fænomen, at manglen på interesse for naturvidenskab findes hele vejen ned i uddannelsessystemet, og at det ikke er gjort med at sætte ind, når de færdige studenter skal vælge uddannelse. Det burde derfor være oplagt, at politikerne sammen med uddannelsesinstitutionerne – og med inddragelse af aftagerne – laver en gennemtænkt og sammenhængende strategi for fremtiden, som også tager udgangspunkt i beslutninger om, hvilke område vi som samfund vil satse på. Emnet er for vigtigt og kompliceret til, at man kan lade tilfældigheder og kortsigtede budgethensyn råde.

Strategien skal også nøje overveje de globale perspektiver, hvor lande som Kina og Indien producerer et endeløst antal kandidater. Skal vi til trods for det alligevel forsøge at konkurrere på kvantitet? Når hovedparten af værditilvæksten på langt de fleste varer findes sted i de vestlige lande, hænger det sammen med at innovation og design er placeret her.

På de lægemiddelfaglige uddannelser er 644 unge herhjemme blevet optaget. Man må håbe, at det er nok til, at dansk farma- og biotekindustri og det offentlige i fremtiden har de nødvendige hænder og hoveder.  Vi ved det ikke, men vi ved, at det under alle omstændigheder er vigtigt, at der ikke alene er fokus på at uddanne kandidater nok. Antallet af ph.d.- og post.doc.-stillinger er helt afgørende, hvis Danmark skal bevare innovationskraften her. Så meget desto mere grund er der til at ærgre sig over, at regeringens genopretningsplan kommer til at gå så hårdt ud over netop ph.d’erne.

Det er sagt så ofte, at det er snart er en kliche’, men ikke desto mindre: 
Uddannelse er Danmarks råstof. Og det er et råstof, som både kan og skal udnyttes maksimalt.